Det er vigtigt at I, som forældre, viser engagement og interesse for børnehusets liv og dagligdag ved at holde jer opdateret på Aula og ved at læse på tavler på stuerne. Der skrives og lægges billeder på Aula løbende. Husk at bruge Tjek ind-skærmen, når I kommer om morgen og når I går hjem om eftermiddagen.
Når jeres barn starter i børnehuset er der nogle ting, det er meget rart for jer at vide i forhold til vores hverdag. For eksempel vil vi bede jer om at vaske hænder med jeres barn, når I kommer om morgenen for derved at mindske sygdom i børnehuset.
Vi vil gerne sammen med jer forældre være med til at give barnet den bedst mulige start på dagen. Derfor bestræber vi os på at hilse på både børn og voksne om morgenen, når barnet afleveres. Vi har særligt fokus på barnet, så beskeder fra forældre skal gøres kort, så der ikke skabes uro og fokus kommer væk fra barnets modtagelse.
Vi mener, at barnet har bedst af selv at indtage huset, dvs. selv gå ind i børnehuset hvis det er muligt. Når barnet selv går ind får det en følelse af at her kommer jeg, i stedet for her kommer far med mig.