I Cassiopeia har vi en fast rytme for hverdagen. Det er vigtigt med en struktur, der kan tilgodese de forskellige aldre på stuerne. Vi forventer at alle børn spiser morgenmad med deres familie, inden de kommer i daginstitution. Hvis det undtagelsesvis sker, at man ikke får spist hjemmefra, serverer vi lidt morgenmad til disse børn. Cirka klokken 9 er der lidt formiddagsbrød på stuerne.
Klokken ca. halv ti går aktiviteterne i gang i huset. Det kan både være aktiviteter på den enkelte stue og aktiviteter, der går på tværs i huset og på tværs af alder. Fordi vi er en aldersintegreret institution vil der både være aldersintegrerende aktiviteter og aldersopdelte aktiviteter afhængigt af det pædagogiske formål med aktiviteten.
For de små børn, der har behov for det, vil de sove en formiddagslur.
Vi spiser frokost klokken elleve. Vi lægger vægt på at skabe rammer for "det gode måltid" for børn i alle aldre. Læs mere om vores holdning til pædagogikken og måltidet under "mad og måltider".
Efter frokost sover de børn, der har behov for det mens resten af børnegruppen er på legepladsen.
Fra klokken ca. 14 er der eftermiddagsmad for børnene. Børnene spiser afhængigt af hvornår de vågner. Resten af eftermiddagen vil der være forskellige småaktiviteter i huset, som kan være både ude og inde. Efter klokken cirka 16 er der færre børn og voksne i huset og mellem 16-16.30 samles børn og voksne, mens resten af huset lukkes af.